Referat – Generalforsamling 2017

Referat fra generalforsamling i grundejerforeningen Gurrehavegård den 3. april 2017

Tilstede:
Gurrehavevej nr. 1, 4, 7, 10, 11, 14, 19, 20, 22, 25, 29, 34, 37, 39, 49, 55 (ved fuldmagt til GHV39), 57, 59
Gurrehavegårdsvej 30, 40, 44, 46, 48, 50, 52, 54, 60 (ved fuldmagt til GHV20), 66

Velkomst ved formanden (Henrik GHV20)

  1. Valg af dirigent

Bestyrelsen foreslår Ture Alsvik GHGV40, som blev valgt med bifald.

  1. Formandens beretning

Den nuværende bestyrelse blev valgt ved generalforsamlingen den 8. marts 2016. På foreningsårets første bestyrelsesmøde den 25. marts konstituerede bestyrelsen sig, og for de af jer, der ikke lige helt kan huske hvem, der sidder i bestyrelsen, er det:

Formand: Henrik Andersen, Gurrehavevej 20
Stedfortræder og sekretær: Jørgen Bang Cramwikt, Gurrehavevej 39
Bestyrelsesmedlem: Johannes Pedersen, Gurrehavegårdsvej 54
Bestyrelsesmedlem: Jesper Kristensen, Gurrehavevej 4
Bestyrelsesmedlem: Jesper Krogh, Gurrehavevej 11

Administrator: Jørgen Jensen, Gurrehavevej 7 (valgt direkte på Generalforsamlingen)

Bestyrelsen har i løbet af 2016 afholdt i alt 5 møder.

Lad mig indledningsvist konstatere, at jeg synes, at vi i bestyrelsen fra første dag har haft et super behageligt og konstruktivt samarbejde, og jeg synes faktisk også, vi har haft et godt år i foreningen. Vi fik afviklet vores fælles arbejdsdag den 22. maj. Det var en rigtig positiv oplevelse at se så mange, der valgte at bakke op omkring aktiviteten. Der blev givet træolie på legepladsen og der blev lagt tagpap på legetårnet. Sandet blev renset for ukrudt og andet skidt, og kloakkerne blev renset. Det var en god dag med dejligt vejr og godt humør. På arbejdsdagen blev også kimen til den senere afviklede sommerfest lagt. Et herligt og konstruktivt udfald af en god dag. Tak for det.

Gåsebillerne er jo desværre et stort problem for os i foreningen, og vores områder ser mildest talt forfærdelige ud. Bestyrelsen har søgt råd og vejledning ved flere forskellige fagfolk, og konklusionen er, at der reelt set ikke er noget at gøre. Man kan købe nogle rovmider, som skulle spise/dræbe larverne, men for vores område vil det være en udskrivning på 20-30.000 kr. og der er ikke garanti for at det virker, og behandlingen skal gentages hvert år.

Gåsebillerne lægger deres æg i græsset, og larverne graver sig ned under plænen og guffer de fine rødder i sig. Når fuglene river græsset op er det for at få fat i de lækre fede larver. Det er let at hive græstotterne op fordi larverne har spist rødderne og græsset er dødt. Det er derfor vores eneste håb, at fuglene kan gøre kål på larverne, så problemet bliver mindre med tiden. Det er en trøst, at græsset reparerer sig selv i det tidlige forår, så det bliver pænt hel hen til august, hvor det så vil starte forfra med fuglene og de plukkede plæner. Det er aftalt med Michael Rasmussen, der slår græsset, at det i 2017 ikke bliver klippet helt så kort som sidste år. Det gør græsset lidt stærkere og det tørrer heller ikke så let ud. Gåsebiller kan bedst lide tør jord og sand.

Foranlediget af dette problem afholdt vi en ekstraordinær arbejdsdag den 10. oktober, hvor vi fik fejet græstotter og jord væk fra vejene, så vores kloakker ikke bliver fyldt op. Også her med et fint fremmøde og højt humør.

Et af de arrangementer, som vi i bestyrelsen blev enige om at afvikle, var Sankt Hans. Det viste sig imidlertid, at tilslutningen til arrangementet var særdeles ringe, så arrangementet blev aflyst. Bestyrelsen besluttede senere, at der ikke fremover fra bestyrelsens side vil blive arrangeret Sankt Hans bål. Skulle en gruppe beboere ønske at gøre et nyt forsøg vil bestyrelsen se positivt på en anmodning om et økonomisk tilskud. Forudsætningen vil dog være, at det skal være åbent for alle, og at et repræsentativt udsnit af beboerne deltager.

Endelig blev vores juletræ tændt på en novemberdag i silende regn. Jørgen Jensen stillede sin flotte nybyggede carport til rådighed og vi havde et par hyggelige timer i godt selskab og trods vejret med rekord stor deltagelse. Også i år har Jette og Torben velvilligt og vederlagsfrit stillet strøm til rådighed for foreningens juletræ. Det er en utrolig stor hjælp, som vi er meget taknemmelige for.

Og vi må ikke glemme den netop overståede fastelavn, der blev holdt lørdag 05 marts med fin deltagelse af spraglede børn og voksne.

I 2016 blev det selskab, der ejer GHGV 56 erklæret konkurs. Foreningen har derfor et udestående med boet. Vores krav er anmeldt og vi må så se, om salg af grunden kan indbringe tilstrækkeligt med midler til at også vi får vores penge.

Det kom sidste år som en stor overraskelse, da vi fik at vide, at DONG havde solgt vores vejbelysning ”med hud og hår” til Græsted kommune. Det har vist sig at være en rigtig god løsning for foreningen, idet vores egenbetaling nu er faldet til ca. det halve. Dette kan også ses på årets regnskab.

Bestyrelsens afholdt sin årlige julefrokost den 20. januar, hvor Jørgen Jensen igen lagde hus og kokkekunst til. Tak til Jørgen og ikke mindst Lonnie for den store gæstfrihed.

Aktivitetsplanen for 2017 er netop fastlagt, og datoerne er:

Søndag d.21. maj 2017: Arbejdsdag

Søndag d. 26. november 2017: Juletræstænding

Lad mig slutte med først at takke bestyrelsen og administrator for det store arbejde, der er udført med højt humør og ikke mindst takke medlemmerne, der gennem aktiv deltagelse samt positive og konstruktive tilbagemeldinger har gjort det til en fornøjelse at sidde i bestyrelsen.

  1. Godkendelse af regnskab

Der er 2000 kr. mindre i indtægter end budgetteret pga. en grundejers konkurs. Til gengæld har udgiften til gadebelysning været 9000 kr. mindre end budgetteret pga. at DONG har solgt belysningen til Gribskov Kommune.

Revisor har godkendt regnskabet uden anmærkninger.

Overskuddet for 2016 er på 21.281,72.

Regnskab blev godkendt uden bemærkninger.

Tak til administrator Jørgen GHV7 for det gennemførte store stykke arbejde og til revisor Mette GHV18 for grundig revision.

  1. Godkendelse af budget

Henrik fremlægger budget.

Budgettet er godkendt uden bemærkninger.

  1. Indkomne forslag

Der er ikke modtaget andre forslag end bestyrelsens tre forslag.

Vi behandler bestyrelsens forslag:

Forslag 1: Vedtægtsændringer

Henrik redegjorde for baggrunden for den generelle revision af vedtægterne. Se de fremsendte vedtægtsændringer for de præcise ændringer.

Spørgsmål fra forsamlingen: Hvorfor have regler for emner, som er dækket af eksisterende lovgivning?
– Fordelen ved at have reglerne i vedtægterne, selv om de i visse tilfælde er dækket af eksisterende lovgivning er, at så er man i hvert ikke i tvivl om, hvad foreningen mener. Hvis det ikke står i vedtægterne, men i en eller anden lov, så er folk måske ikke opmærksomme på, hvad der er gældende.

Spørgsmål fra forsamlingen: Er det nødvendigt at få vedtægterne tinglyst?
– Det er ikke bestyrelsens opfattelse, at det er nødvendigt. En tinglysning vil naturligvis styrke vedtægternes retslige status, men arbejdet og omkostningerne ved en tinglysning vurderes ikke at stå i et fornuftigt forhold til gevinsten.

Kommentar fra forsamlingen: Send venligst opkrævningen i god tid før forfaldsdatoen.
– Det har bestyrelsen og administrator noteret sig. Normalt udsendes i god tid før forfaldsdato.

Spørgsmål fra forsamlingen: Vedr. ordensreglerne om byggeri: Er det ikke kommunen, der skal give tilladelse til f.eks. opstilling af containere?
– Det er det muligvis. I de tilfælde, hvor kommunen skal give tilladelse, kan bestyrelsen ikke i sig selv give en tilladelse. Det er imidlertid vores erfaring, at kommunen vil rådføre sig med ejeren af vejene, dvs. grundejerforeningen repræsenteret ved bestyrelsen. Her har vi så jf. vores regler muligheden for at stille krav.

Afstemningsresultat for vedtægtsændringerne ses herunder (alle er vedtaget):

Vedr. § Emner For Imod Kommentarer/spørgsmål
§6, stk. 5+6 Kontingent 19 1  
§8, stk. 2+3 + §16, stk. 5 Ordinær generalforsamling, elektronisk kommunikation 20 0  
§8, stk. 8 Eventuelt, ingen afstemning 20 0  
§9, stk. 4 + §10, stk. 3 Afstemning af vedtægtsændringer 21 0  
§10, stk. 2+4 Ekstraordinær generalforsamling 18 0  
§11, stk. 1 Protokol 18 0  
§12, stk. 6+7 Bestyrelsesmøder 18 0  
§13 Beboerudvalg 18 0  
§13, stk. 2 Tegningsregel 18 0  
§13, stk. 3 Ikke-budgetterede udgifter 18 0 ”5.000 kr.” ændres til ”det i budgettet fastsatte beløb”
§16, stk. 1 Bestyrelsens ansvar 18 0  
§16, stk. 2 Ændring af ordensregler 17 1  
§16, stk. 3 Konfliktløsning 17 1  
§16, stk. 4 Påtaleret 17 1  
Ordensregler Når du bygger 14 1 ”Når du bygger” ændres til ”Ved anlægsarbejder”
Ordensregler Hunde 16 8  
Ordensregler Vedligeholdelse af grønne områder 17 0  
Ordensregler Veje og vendepladser 16 3  
Ordensregler Belysning 18 0  

 

Forslag 2: Ændring af vigepligt

Jørgen B. fremlagde forslaget om at ændre vigepligten fra højre vigepligt til ubetinget vigepligt. Bestyrelsen har modtaget 2 tilbud. Se bilag til generalforsamlingen for komplet beskrivelse.

Forskellige holdninger blev ytret. Holdningerne er skildret i uddrag herunder:

  • Ulempen ved at indføre ubetinget vigepligt er, at vores børn ikke lærer om højre vigepligt
  • Trafikanterne burde vide, at der er højre vigepligt, hvorfor det burde være overflødigt at bruge penge på at male hajtænder
  • Faktum er at en del trafikanter kører som om der er vigepligt fra stikvejene ud på stamvejene. Ændring til ubetinget vigepligt vil fjerne enhver tvivl om reglerne

Forslaget er vedtaget med 13 stemmer for og 11 stemmer imod.

Forslag 3: Flisesti mellem GHV34 og GHGV68

Forslaget er vedtaget med 14 stemmer for og 12 stemmer imod

Forslag 4: Bom ved GHV34

Forslaget er vedtaget med 14 stemmer for og 8 stemmer imod

Forslag 5: Lævold eller bortkørsel af jord fra etablering af flisesti

Forslag om etablering af en lævold blev nedstemt med 2 stemmer for og 8 stemmer imod.

Forslag 6: Etablering af permanent bålplads

Der blev ytret bekymring for ansvar, hvis et bål løber løbsk, unge menneskers brug af bålsted, kort afstand til marken.

Forslaget blev nedstemt med 1 stemme for og 16 stemmer imod.

  1. Fastsættelse af kontingent for 2018

Bestyrelsen foreslår, at kontingentet for 2017 videreføres uændret i 2018, dvs. 2.500 kr. om året.

Kontingentet er enstemmigt vedtaget på 2.500 kr.

  1. Valg af bestyrelsesmedlemmer

På valg er:

Henrik Andersen og Jørgen Bang Cramwikt er på valg og modtager genvalg.

Jesper Kristensen er også på valg, men ønsker ikke genvalg.

Brian Rasmussen GHV29 ønsker at opstille til bestyrelsen.

Henrik, Jørgen og Brian blev valgt.

  1. Valg af suppleanter

Niels GHV34 er valgt som suppleant.

  1. Valg af revisor

Vi har i år haft fornøjelsen af Mette GHV18 som revisor og ønsker at takke hende for indsatsen. Vi er informeret om at Mette gerne fortsætter, hvorfor bestyrelsen indstiller til genvalg.

Der var ikke andre, der ønskede at opstille som revisor, så Mette GHV18 blev genvalgt.

  1. Valg af administrator

Foreningen har haft særdeles stor gavn af Jørgens (GHV7) indsats – ikke kun som en nøjeregnende administrator, men også som en meget aktiv bidragyder i alle bestyrelsens og foreningens aktiviteter.

Bestyrelsen anbefaler genvalg.

Der var ikke nogen, der ønskede at opstille, så Jørgen GHV7 blev genvalgt.

  1. Eventuelt

– Der indhentes tilbud på mindre reparationer af asfalt med en beløbsgrænse som angivet i budgettet.

– Til orientering: 2 cm slidlag i hele området vurderes til 1-1,2 mio. kr.

 

Mødet hævet i god ro og orden kl. 21:30